2017 har i helhed været det første ægte driftsår for bestyrelsen, da vi efterhånden har fået overdraget hele entreprisen fra Kolding Kommune, dog har forhold omkring vores asfalt ved de 3 øer fortsat været bearbejdet igennem året.
På generalforsamlingen i marts 2017 blev Anders genvalgt, og derfor har bestyrelsen i 2017 fortsat bestået af Finn, Søren og Anders. I tråd med 2016 har Finn taget hånd om vores grønne områder, vedligehold og snerydning. Søren har håndteret økonomien som kasserer og arbejdet med forsikringsforhold samt lidt på etablering af en hjemmeside til foreningen.
Bestyrelsen har i 2017 brugt megen tid på udfordringerne med vores asfalt, hvilket har afledt i alt hele 2 ekstraordinære generalforsamlinger, henholdsvis i juni og i november.
Bestyrelsens arbejde i det forgangne år har bestået af en række mindre uformelle møder, forberedelse til de 2 ekstraordinære generalforsamlinger samt 2 formelle bestyrelsesmøer.
Som gennemgået på de 2 ekstraordinære generalforsamlinger i 2017 har Kolding kommune og grundejerforeningens bestyrelse ikke haft samme opfattelse af udfordringerne med asfalten ved de 3 grønne øer.
På generalforsamlingen i november stemte 14 medlemmer for løsningsforslag 2, som er at kommunen skal bryde kanten rundt om øerne op, sætte en støbt kantsten i niveau og reetablere henholdsvis græsarmeringssten og asfalt.
Den beslutning blev overgivet til kommunen den 10. december 2017, og kommunen har den 11. december bekræftet at have modtaget denne information, og at løsning 2 (med kantsten) vil blive påbegyndt i maj måned 2018.
Bestyrelsen udbad at kommunen kontaktede os inden arbejdet påbegyndes, således at der kan tages en dialog med kommunen og dennes entreprenør omkring hvorledes arbejdet udføres, og hvordan vi kan beskytte den eksisterende asfalt bedst muligt.
I forhold til vedligeholdelse af fællesarealer har bestyrelsen i 2017 fortsat sammenarbejdet med Christiansfeld Multi Service, som primært har bestået af græsslåning og mindre øvrig grønt vedligehold.
Oprindeligt havde bestyrelsen planlagt at konkurrenceudsætte opgaven primo 2018, men vurderingen er, at det først er i 2018, at vi kan opnå et kendskab til det fulde omfang af opgaven, og derfor ikke har et grundlag at konkurrenceudsætte på. Derfor har bestyrelsen fortsat sammenarbejdet med Christiansfeld Multi Service i 2018, og kan så genbesøge teamet ulimo året eller primo 2019.
Snerydning i rydningsperioden 2017/2018 har været varetaget af Hoppes Anlæg lig de forrige år.
Primo 2018 har bestyrelsen i sammenarbejde med Grundejerforeningen Goldbækparken beskåret det hegn der adskiller de 2 områder. Dette arbejde skete her i vinterperioden, og som tidligere udmeldt forventes det at skulle ske cirka hvert 3. år.
I 2017 har Kolding kommune arbejdet på den muligt kommende omfartsvej fra Vonsild til Skartved rundkørslen/Skamlingsvejen. Den seneste information bestyrelsen har er, at ruteføring vil ske i en bred bue bagom Dalby, således at vejen ikke ville kunne ses fra Odins Ager.
Bestyrelsen kan med tilfredshed observere, at Kolding Kommune har godkendt udbygningen af Dalby Skole. Udbygningen sker i 2018-2021, og vil tilsikre at der er 3 klasser på alle klassetrin fra børnehaveklasse til 9. klasse på Dalby Skole. I sammenhæng med udbygningen af skolen er der også afsat midler til nye klubfaciliteter til Dalby GF. Der bliver i 2018 oprettet 2 børnehaveklasser, og allerede nu forventer Dalby Skole at 2019 årgangen bliver så stor, at der skal oprettes minimum 3 børnehaveklasser.
Til generel information kan bestyrelsen med tilfredshed meddele, at samtlige af de 34 grunde i vores grundejerforening nu er solgt! Nr. 45 blev solgt i marts måned 2018, og derfor er grundsalg i udstykningen nu færdig. Der er kun 4 grunde der ikke er beboet (39, 41, 43 og 45).
Dalby-området fremstår stadig som et område i stor vækst. Pierre Ejendomme er færdig med deres 15 rækkehuse i 2018. Kommunen har udsolgt af alle grunde på Thorsager, og forventer at udbyde anden etape af Thorsager allerede i 2018. Huscompagniet har solgt 19 af deres 26 grunde på Frejas Ager, så Dalby er stadig et område i stor udvikling.
Marts, 2018
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Odins Ager
Årsberetningen er godkendt på årets ordinære generalforsamling. Se referatet: Referat fra ordinær generalforsamling 2018